Menu Luk

Undgå at miste dit coronalån – Indberet moms inden 1. marts

Virksomheder med coronalån skal være opmærksomme på, at de kan miste deres lån, hvis momsfristen 1. marts ikke overholdes. Her en artikel fra SKAT om risikoen og som henviser til, hvor virksomheder kan finde mere hjælp til korrekt indberetning af moms.

 


 

“Til næste momsfrist 1. marts skal både virksomheder med kvartalsafregning og med halvårsafregning indberette moms, i alt ca. 470.000. Perioderne, der skal indberettes for, er hhv. 2. halvår 2021 og 4. kvartal 2021.

Moms er ikke altid enkelt, og det kan være en stor opgave at få de rigtige tal klar. Når vi tjekker tallene, ser vi derfor nogle fejl, der går igen. Fx blander nogle virksomheder private og erhvervsmæssige udgifter sammen. Det er vigtigt at holde dette adskilt. Der er også nogle, der mister deres bilag og dermed ikke har den nødvendige dokumentation for regnskabet. Få mere hjælp på skat.dk/huskmoms.

Noget af dette kan undgås ved at have en god bogføringspraksis. Vores bogføringsguide kan fx hjælpe med at bogføre bilag korrekt og se, hvad man kan trække fra i regnskabet. Med en god, løbende bogføring bliver den næste momsindberetning også nemmere.

Virksomheder med coronalån; Vær ekstra opmærksom

Der er ca. 50.000 virksomheder, der har mindst ét rentefrit coronalån (momslån eller A-skattelån). Disse virksomheder skal stadig være opmærksomme på, at der er en ekstra risiko ved ikke at indberette til tiden; de kan risikere at miste deres lån. Læs mere om coronalån på skat.dk/corona.

Fire rentefri lån skal snart betales tilbage

En del af virksomhederne med rentefri coronalån skal også være opmærksomme på, at de snart skal betale et eller flere lån tilbage. Den 1. april skal fire af lånene betales tilbage (tre momslån samt et A-skattelån).

For at komme virksomhedernes aktuelle udfordringer med likviditet i møde tilbydes der en udvidet betalingsordning, der løber over 24 måneder fremfor 12, som er det sædvanlige. Læs mere om dette på skat.dk/betalingsordning.

Sådan tjekker Skattestyrelsen indberetningerne

Når en virksomhed har gjort sit arbejde og har indberettet moms, så starter vores arbejde i Skattestyrelsen med at tjekke tallene. Vi samler og analyserer løbende data, og en del kontrol sker helt automatisk og digitalt. Læs mere om Skattestyrelsens kontrolarbejde på skat.dk/skattekontrol.”