Menu Luk

Mød Lennart Svenstrup

Mød Lennart Svenstrup
– nyt medlem af Cereda’s bestyrelse

Den digitale frontløber Lennart Svenstrup (32) hjælper økonomifolk med at blive klar til en digital og anderledes fremtid. Han blev valgt ind i Cereda’s bestyrelse på Landsmødet 22. september og ser frem til at bidrage med at udleve Cereda’s vision om at være en stærk brancheorganisation.

 

Lennart er en af grundlæggerne af det digitale regnskabsbureau Retio by Zignifikant, som håndterer andre virksomheders økonomifunktion og i dag tæller 40 medarbejdere fordelt på 4 kontorer.

Virksomheden adskiller sig ved at være en digital frontløber og i at hjælpe andre bogholdere og revisorer med at anvende de nye digitale værktøjer igennem afholdelse af kurser og konferencer. Det er således også Retio, der står bag Digitaliseringsdagen, som senest samlede 550 bogholdere og revisorer i Fredericia til inspiration om de seneste digitale trends, arbejdsgange og systemer.

Desuden insisterer Lennart og hans partner i Retio på, at work/life balance er vigtig. Som en del af dette har virksomheden netop indført fire dages arbejdsuge for alle medarbejdere.

Digital nytænker
Den digitale og nytænkende side tager Lennart Svenstrup med sig ind i Ceredas bestyrelsesarbejde, hvor han vil være med til at klæde medlemmerne på til at møde en fremtid, hvor registrering af bilag og andre manuelle opgaver vil være digitaliserede og bogholderens rolle i højere grad bliver at være rådgiver og controller for kunderne.

Samtidigt vil han i bestyrelsen arbejde på at fortsætte linien med at professionalisere Cereda. For der vil være brug for en stærk medlemsorganisation til at understøtte den store transformation, som medlemmerne og branchen står over for i de kommende år.

Jeg har lidt tanker og ideer, jeg gerne vil drøfte med bestyrelsen, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, siger Lennart Svenstrup.

Et liv i balance
Lennart er familiemenneske og bor med sin hustru Mia og deres to små børn i Landsbyen Gludsted mellem Silkeborg og Brande i et stort hus sammen med hustruens søster og dennes familie.

Lennart er også engageret i det lokale liv for at sikre en aktiv landsby. Og når han skal dyrke motion, er det tit med en tur på racercyklen eller deltagelse i et motionsløb.

”Jeg synes, det er vigtigt at være et helt menneske, ligesom vi i Retio foretrækker at have et helt normalt arbejdsliv, så der også er tid til familieliv og fritidsinteresser. Vi har selvfølgelig travle perioder, men set over en tre måneders periode arbejder jeg aldrig over 40 timer om ugen. Nu med den kortere arbejdsuge kan det godt blive endnu mindre.”

 

30. september 2022